Borgerforeningen Flensborg
Den selskabelige forening Borgerforeningen er en af de ældste foreninger i Flensborg. Den har til formål “at byde sine medlemmer og familier lejlighed til selskabeligt samvær, til behagelig underholdning og tankeudveksling med muligst ringe bekostning” (Citat fra de første vedtægter).
Historisk baggrund
Bag stiftelsen den 12.maj 1835 stod borgere med sympati for datidens moderne, liberale tanker.
Men foreningen blev hurtigt det foretrukne samlingssted for Flensborgs dansk-loyale borgerskab. I 1850’erne sluttede et bredt udsnit af byens velstående borgere og mange af de danske embedsmænd op om foreningen, og den nåede et medlemstal på over 400. Det var gode år – kong Christian VIII aflagde gentagne besøg, og gang på gang deltog kong Frederik VII og grevinde Danner i fester og svang sig i dansen i den store festsal.
Den 25. juli 1862 blev Idstedløven, som var skabt af den slesvigske billedhugger H .W. Bissen, afsløret i Flensborg under Borgerforeningens medvirken. Istedløven kom få år senere til Berlin, og i 1945 til København hvor den blev placeret i Tøjhusmuseets gård. I 2009 rettede Flensborg Byråd henvendelse til den danske stat med ønske om at Istedløven skulle tilbage til sin oprindelige plads på Flensborg Gamle Kirkegård, hvilket skete 10. september 2011.
Efter det danske nederlag i 1864 blæste der mere kølige vinde. Men Borgerforeningen fastholdt sin plads som mødested for byens og omegnens solide danskorienterede borgerskab. Man mødtes til fester, baller, koncerter, til teater- og dilettantaftener, man lånte bøger i foreningens bibliotek, og der var sammenkomster for børnene.
Borgerforeningen var dengang den “fine” danske forening i Flensborg. En sådan anset plads i Flensborgs danske liv førte foreningen med ind i 1900-årene. Næsten alle kendte navne i Flensborgs danskhed har gennem tiden været med til at præge livet i Borgerforeningen – herunder rigsdagsmand Gustav Johannsen og overborgmester J. C. Møller.
Borgerforeningen i det 21. århundrede
Utallige sammenkomster, foredrag, fester, dilettantaftener og udflugter har gennem årene samlet medlemmerne fra Flensborg, det øvrige Sydslesvig og nordfra. Forbindelsen hen over grænsen har altid været af stor betydning for Borgerforeningen.
Nu, i det 21. århundrede, står Borgerforeningen usvækket. Medlemstallet ligger på over 200 og der er en jævn tilgang af nye medlemmer. Der er altid god tilslutning til Borgerforeningens arrangementer, der altid foregår i en hyggelig stemning. Foreningens ejendom midt på Flensborgs gågade er nyrestaureret og i tip-top stand, og Restaurant Borgerforeningen Flensborg kendt for sit gode køkken.
Foreningens arrangementer indledes traditionelt med en fælles middag. Et par fællessange er ligeledes faste programpunkter, i regelen fulgt af et foredrag. Foreningens medlemmer besøger institutioner nord og syd for grænsen, og der arrangeres en årlig udflugt, senest til Chr. Lassens Mindemuseum på Borgerforeningens stiftelsesdag. Et fast programpunkt er endvidere Dronningens fødselsdag den 16. april, som fejres på Dansk Alderdomshjem i Flensborg sammen med beboerne.
Borgerforeningen står som en vågen forening midt i tidens udvikling – et mødested for danske i grænselandet – åben for verden udenfor, for nye tendenser – og nye medlemmer.
Hvis du har lyst til at lære Borgerforeningen Flensborg at kende, er du velkommen til at kontakte et af medlemmerne i bestyrelsen, så du kan blive tilmeldt et arrangement og få “snuset” til foreningen. Du kan være sikker på en hjertelig modtagelse!